Slægtstræer

Slægtstræer




Slægtstræerne i Myrupfamilien



Der boede flere familier i Myrup i Lild Sogn i Vester Han Herred i midten af 1700 tallet. Tre af dem tog eller fik tilnavnet Myrup, fik børn i 1750’erne til 1770’erne og lagde dermed navn til tre familier og deres efterslægter.


Indtil den nye dåbsforordning i 1828 blev børnene kun døbt med et eller flere fornavne, og altså ikke med et efternavn. Til daglig blev de kaldt ved et navn efter fornavnet, som viste tilhørsforholdet, oftest afledt af faderens fornavn eller et sted (gård, by, erhverv el.lign.) For eksempel en mand døbt Niels, som var søn af Christen, blev til Niels Christens søn (Niels Christensen), eller hvis Niels Christensen kom fra Myrup, blev han kaldt Niels Christensen fra Myrup, Niels Christensen Myrup eller blot Niels Myrup for at skelne ham fra f.eks. Niels fra Diernæs. En pige døbt Maren, som var datter af Christen Nielsen, blev til Maren Christen Nielsens datter eller Maren Christens datter (Maren Christensdatter). Opkald efter sted kunne veksle afhængigt af hvor de flyttede hen. I første halvdel af 1800 tallet ændret dette sig som følge af flere navnelove, og børnene blev døbt med deres fulde navn, både fornavne og et efternavn/familienavn.


Familie I

Udforskningen af Myrupslægten startede med min egen slægt, den første familie (familie I), som viste sig at starte med stamfaderen Laurs Pedersen kaldet Lars Myrup født 1730 i Sønder Skadhauge i Tømmerby Sogn, et nabosogn til Lild Sogn.


Han blev gift med Bodild Laursdatter fra Myrup. Familien boede i Myrup, og deres efterkommere brugte navnet Myrup

 

Efterhånden som jeg fik arbejdet mig længere ind i kirkebøgerne, fandt jeg flere Myrup medlemmer, som jeg ikke kunne få til at passe ind i dette slægtstræ. Jeg kaldte dem for ’løse ender’.

 

Familie II og III

Disse ’løse ender’ fik jeg efterhånden hæftet op på endnu en stamfader Niels Christensen kaldet Niels Myrup født 1730 i Myrup (familie II).


Senere fandt jeg en tredje Myrup familie – Niels Christian Pedersen Myrup kaldet Niels Christian Myrup, der blev født i 1724 i Diernæs, en nabogård til Myrup, og hans familie (familie III).

 

Disse tre familier og deres slægter er beskrevet her på Myrupfamilien.dk.

 

Familie I. Lars Pedersen Myrup (1730-1797); familien boede på Myrupgård indtil 1786.

Familie II. Niels Christensen Myrup (1730-1799); familien boede I Myruphus til 1829.

Familie III. Niels Christian Pedersen Myrup (1724-1800); familien boede på Myrupgård fra 1786 til 1947.












































Relationer mellem de tre familier

Desværre mangler der 55 år af kirkebøgerne i Lild og Tømmerby Sogne i perioden 1673-1728. Det gør det ekstra svært at finde familierelationerne mellem de tre familier. Men eftersom Vester Han Herred, og især Lild Sogn, ikke er så stort, er der en sandsynlighed for, at de er beslægtede. Det vil yderligere forskning vise. De var ofte faddere hos hinanden, når deres børn skulle døbes, hvilket antyder familierelationer.


Familie I boede på Myrupgård, som på et tidspunkt nævnes som Øster Myrup, fra sidst i 1600 tallet og måske tidligere, til 1786, hvor de flyttede til Madsbøll i Hjardemål Sogn.


Familie II boede senest fra 1730 i det, der flere gange nævnes som Myruphus, og som på et tidspunkt nævnes som Vester Myrup, til Christen Nielsen Myrups død i 1829.


Familie III købte Myrupgård i 1786, og den tilhørte familien til 1947.



Efterslægten

En efterslægt kan beskrives på flere måder. Jeg har valgt at bruge den metode, der hedder indrykningsmetoden.


Hver familie og slægtstræ er bygget op om nogle stamforældre og deres forslægt - familie I til III.


Deres børn og familier udgør A.-grenene og deres efterkommere. Hver generation har sit bogstav: Stamforældre I-III, deres børn er A, deres børnebørn er B, osv. Det betyder, at hvert familiemedlem har et unikt ID, som du kan slå op i registret. I nogle tilfælde er A., B. eller C.-grenene opdelt yderligere på flere sider af hensyn til oversigten.

 

Et eksempel: Jeg er I-A6.B7.C1.D9.E1.F3.


I - Jeg tilhører familie I. Lars Pedersen Myrup, som fik 8 børn.

A6. Hans søn Christen Larsen Myrup var min forfader i A generationen. Han fik 12 børn

B7. Hans barn nr. 7 var Niels Larsen Christensen Myrup, som fik 15 børn.

C1. Det ældste af hans børn var min oldefar Peder Nielsen Myrup, som fik 10 børn,

D9. Hans 9. barn var min morfar Kristian Myrup, som fik 4 børn.

E1. Den ældste var min mor Anna Myrup.

F3. Jeg er barn nr. 3 - Lis Myrup.

 

Register

Når du bruger 'Register' til at finde dit tilhørsforhold, så se først efter, hvilken af de tre familier I, II eller III du hører til. Dernæst er tråden A.B.C.D....


En lille stjerne (*) efter ID’et i registret viser, at der er tale om en partner/ægtefælle til en efterkommer med det ID. Vær opmærksom på, at det er døbenavne, der er angivet, ikke (nødvendigvis) navneændringer og giftenavne.



   

    Med udgangspunkt i Lild Sogn flyttede stamforældrenes børn rundt i de omkringliggende sogne

Søg i registret

  • Alle personer er angivet ved deres fødenavn, og ægtefæller og partnere er markeret med *.

  • Vær opmærksom på, at det er døbenavne, der er angivet, ikke (nødvendigvis) navneændringer og giftenavne.

  • I, II og III angiver familien. Bogstaverne A-J angiver generationen, og tallet angiver nummeret i børneflokken.

  • Se først, hvilken familie I, II eller III, og dernæst er tråden A.B.C.D... 

    Register

Forkortelser

  • f.- født
  • d. /d.s.å.- død /død samme år
  • s.st.- samme sted
  • g.m.- gift med
  • x - samliv med
  • (Navn) - tilnavn, kaldenavn
  • Æ.o./S.o. ægteskab opløst, samliv ophørt

Date format

The date format used on Myrupfamilien.dk is the Danish date format d/m yyyy.

Kontakt

Lis Myrup har arbejdet med udforskningen af slægten Myrup siden 1986. Se mere på 'Om hjemmesiden'


Tilføjelser eller rettelser

Har du tilføjelser eller rettelser kan du bruge skemaerne til indberetning:

Kontakt


Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lis på e-mail: lismyrup@c.dk



Sidst opdateret 14.04.2024 af Lis Myrup